Typisk sker det, når vi har været igennem et hårdt vægttabsforløb eller et hvilket som helst andet hårdt forløb, hvor vi har taget os meget sammen, at vi oplever dette. Vi har måske tabt 10 kg. på 10 uger og er glade og stolte over at være nået i mål, men nu har vi lyst til at give slip. Vi har opnået vores mål, ubehaget er væk, de dårlige følelser er væk, og nu er der ikke noget at kæmpe for længere. Vi behøver ikke at tage os sammen, da vi allerede er nået i mål. Så vi går tilbage til at leve det liv, der føles let. Det liv, hvor vi ikke behøver at tage os sammen, og så kryber de gamle vaner sig ind. Vi elsker stadig McD, slik, chips, kage, og vi har stadig tendens til overspisning mm. De gamle vaner sniger sig stille og roligt tilbage, fordi det føles let. Det er der, hvor vi skal tage os så lidt sammen som muligt.

Alle mennesker finder tilbage til denne tilstand.

I NSP-træningssammenhæng kalder jeg det den parasympatiske komfortzone, hvor mennesket naturligt er i størst mulig sikkerhed, set ud fra reguleringen af det autonome nervesystem. Det autonome nervesystem er delt op i to, når vi er i sikkerhed. Det parasympatiske nervesystem er mere aktivt end det sympatiske nervesystem, der aktiveres, når vi skal overleve. Alt i vores omgivelser trigger disse to tilstande på den ene eller anden måde. I den parasympatiske komfortzone har vi altså flere parasympatiske triggers, hvormed vi føler en større ro og sikkerhed.

Når mennesket er færdig med deres store bedrift, i dette tilfælde, sker der typisk en af tre ting forbundet med, at vi vender tilbage til den parasympatiske komfortzone:

1. Ubehaget forsvandt, hvormed vi stopper med at tage os sammen, og tager på igen.
2. Ubehaget er der stadig, så nu kan det også være lige meget med at tabe sig.
3. Ubehaget er der stadig, så vi bliver ved og ved med at tabe os og udvikler sygdomstilstande som bulimi, anoreksi mm.

Ubehaget forsvandt

Vi vil som mennesker altid reducere besvær og ubehag så meget som muligt. Så efter et vægttabsforsøg, der har været hårdt og træls, kommer der en naturlig effekt af at give slip. Tiden går, og vægten kommer på igen, og så stiger ubehaget gradvist med tiden igen. De dårlige følelser kommer tilbage, indtil de er store nok til, at vi er motiveret til at tage os sammen igen.

Kurmentaliteten er altså defineret af at være styret af motivation og hvor meget ubehag, vi føler i nuet.

Ubehaget forsvandt aldrig

For andre er de dårlige følelser aldrig forsvundet, på trods af vægttabet. De føler sig stadig overvægtige. Derfor er der stadig dårlige følelser, man ikke kan slippe af med. Man troede, vægttabet var nok, men der er noget nedenunder. Lavt selvværd, selvtillid, traumer mm. Ting, man ikke har forholdt sig til, fordi man har brugt tid på kun at tænke over, hvordan man taber sig, hvilket betyder, man skal overholde reglerne i kuren. Træne sindet til at overholde reglerne. Udvikle kurmentaliteten.

Når nu følelserne ikke er gået væk, på trods af vægttabet, hvorfor så fortsætte?

Så stopper man med at tage sig sammen, fordi vægttabet ikke løser ens ubehag. Lige indtil man har taget nok på igen, og så starter forfra, fordi man igen overbeviser sig om, at hvis man taber sig, får man det godt. Det kan så fortsætte et helt liv. Det er interessant, hvor mange af vores klienter, der kommer med en historie om, at det er vægttabet, der kunne løse deres problem, som f.eks. lavt selvværd, på trods af at uanset hvor mange gange, de har tabt sig, har de ikke udviklet selvværd.

Ubehaget fortsætter ud i sygdomstilstanden

Den sidste konsekvens af kortsigtede kureløsninger er, at ubehaget aldrig forsvinder. I stedet for at give slip, bliver man ved og ved. På et eller andet tidspunkt må ubehaget jo forsvinde. Nu har vægttab ingen grænser, og der er altid gode grunde til at blive ved med at tabe sig. Mennesket udvikler nu et fordrejet syn på virkeligheden, hvor de på trods af en fedtprocent på 5% stadig ser sig selv som overvægtige.

Deres tanker og mentalitet er altså ikke styret af virkeligheden og et realistisk og rationelt blik på sig selv. Nu udvikles alle mulige sygdomstilstande som bulimi, anoreksi mm. Sygdomstilstande, der er forbundet med, at man har en masse love og regler for, hvordan man skal og ikke skal spise. Kurmentaliteten bliver en sandhed frem for retningslinjer. Dette er den mest ekstreme konsekvens af kurmentaliteten.

De tre forskellige muligheder ser forskellige ud på overfladen, men starter det samme sted. I stedet for at se sig selv som et individ med unikke behov, laver man regler og love for sig selv, der gør livet let. Man følger reglerne, og fordi man har set succes nok gange, det vil sige at man har tabt sig eller set andre tabe sig, så tror man, at det er vejen.

Kurmentaliteten bliver altså trænet og udviklet igennem mange forsøg på at tabe sig, hvor man har set, at det virker at følge de lette regler, dvs. kuren. Hvormed løsningen på ens ubehag er simpel og let: man skal bare følge reglerne igen. Det vil kort sagt sige, at man bare skal tage sig sammen og gå på kur. Det kræver en masse motivation, hvilket stiger og falder igennem livet, hvormed vægten stiger og falder samtidigt.