I et fedmefremmende samfund med overflod hvor kalorier er lette at indtage og svære at forbrænde, har mad fået en anden rolle end bare at holde os i live. For mange er mad nemlig også blevet en måde at dulme stress og følelser på, hvilket har ført til en støt stigende overvægtskurve, der stadig stiger den dag i dag. Men hvordan hænger det her sammen? Hvordan kan mad have fået den her helt nye rolle, udover at holde os i live? 

Svaret findes i nervesystemet. Nervesystemet er nemlig på mange måder nøglen til at forstå menneskets allerdybeste udfordringer, hvorfor vi gør, som vi gør - og ikke mindst svare på spørgsmålet: Hvordan vi kan vide stort set alt om mad og vægttab og alligevel have så svært ved at handle på det i hverdagen?

Derfor kigger vi i denne artikel på, hvordan adfærd og nervesystemet hænger sammen. Vi kommer til at kigge på, hvad triggers er, hvilken rolle har de ifm. med vores adfærd, og selvom vi kommer til at tage udgangspunkt i vægttabsrelaterede udfordringer, kommer vi også til at kigge på, hvordan vi igennem en forståelse af nervesystemet, faktisk kan arbejde med alt fra præstation, ledelse og nærvær i nuet på arbejdet og i vores relationer til stress, angst og depression. Forståelsen af nervesystemet kan nemlig på mange måder give en “paraply-forståelse” for alt adfærd i alle dele af vores liv.

Du er dit nervesystem

Alt hvad der sker i dig fra tanker om meningen med livet, dit hjerte der banker til følelsen af at være trist, er styret af nervesystemet. Stress, angst og depression er nemlig blot signaler i nervesystemet. Selv sult, bevægelserne du laver, når du spiser og trætheden efter måltidet, er alt sammen styret af nervesystemet. Livet afhænger af om nervesystemet er tændt eller slukket. Hvis vi har en sjæl, er den ikke til meget nytte, uden et tændt nervesystem.

Hvis vi forstiller os kroppen som en computer, er nervesystemet ledningerne, der sender strøm ud til de forskellige dele af kroppen alt efter hvilken opgave, der skal udføres.

Hvis du “slukker” strømmen til en computer, kan du ikke bruge den til noget. Det er det samme med nervesystemet. De forskellige dele af nervesystemet arbejder hele tiden sammen, så det er aldrig kun det centrale eller autonome nervesystem der er aktivt, det er et samspil, der skal relateres til hver enkelte del af nervesystemets funktioner.

Nervesystemet er overordnet delt ind i to dele, det centrale- og perifere nervesystem. Det centrale nervesystem (CNS) er lokaliseret i centeret, det vil sige hjernen og rygraden. Ud fra CNS rækker de perifere nerver ud i resten af kroppen. CNS kan man sige er hovedcomputeren, der hvor alle signaler bliver sendt ind og ud igennem. Aktivering af CNS er altså alt aktivitet i hjernen og rygsøjlen, hvilket så forbinder de andre dele af nervesystemet. På figuren kan du se hvor i hjernen de perifere dele af nervesystemet bliver kontrolleret fra.

Det perifere nervesystem er delt ind i 3 underdele, hvor af det autonome nervesystem er delt ind i 2. For letheds skyld deler vi i denne artikel nervesystemet ind i 4 dele:

• 1. CNS - Tanker + kontrol af det perifere NS
• 2. Sensoriske nervesystem - De 5 sanser
• 3. Autonome nervesystem - Sympatiske og parasympatiske nervesystem - overlevelse
• 4. Motoriske nervesystem - Bevidst bevægelse

Så alle kroppens funktioner er altså inkluderet i nervesystemet.

Adfærdsmodellen

At kigge på menneskers adfærd kan blive meget komplekst. Især hvis vi bruger psykologiens briller. Men ... det kan også blive super simpelt. Den simpleste måde at se adfærd på er gennem to former for handling. Bevidste og ubevidste handlinger. 90% af vores handlinger er styret ubevidst uden om vores logiske sind. Når vi skal ændre adfærd, handler det derfor primært om at ændre vores ubevidste adfærd, f.eks. forbundet med spise på følelser, hvis vi snakker vægttab.

For at belyse det her yderligere, kan vi sætte den her adfærd ind i en adfærdsmodel, der beskriver, hvad der sker i nervesystemet, når vi tager de handlinger, vi tager. Det er den samme model, vi bruger i Transformationsakademiet (TA), til at hjælpe vores klienter med at blive bevidst om, hvorfor de gør, som de gør.

Et eksempel på adfærdsmodellen kan være:

Duft af bagerbrød (ekstern trigger) → Tanke: Jeg vil have bagerbrød (intern trigger) → Sikkert (Parasympatisk NS) → Føles godt (følelse) → Jeg går hen og køber bagerbrød (Handling)

Adfærdsmodellen beskriver hvordan en ekstern (sensorisk NS) eller intern trigger (CNS - tanker), aktiverer det autonome nervesystem i reptilhjernen, hvilket medfører en følelse, som så i den sidste ende giver en handling. Hvis handlingen bliver gentaget nok, vil der bliver skabt et program i nervesystemet, som så bliver til en vane. En vane er en handling, vi tager uden at skulle tænke over det, som så i den sidste ende bliver til vores generelle adfærd.

Så svaret på spørgsmålet: “Hvorfor gør vi, som vi gør?”, finder vi altså et sted i nervesystemet.

De 6 skridt i adfærdsmodellen

Triggers

Triggers definerer vi som noget, der tænder et respons i nervesystemet. Ligesom en knap, der starter et program på computeren. Vi deler disse triggers ind i eksterne og interne triggers.

1. Eksterne triggers - Oplevelsen af verden

Eksterne triggers startes af vores sensoriske nervesystem, som består af de 5 sanser, som vi bruger til at opleve verden. Vi ser farver, hører fuglene synge, smager vores mad, mærker når nogen skubber os, lugter prutten i elevatoren. Så når en af de 5 sanser bliver aktiveret, starter der altid et respons i nervesystemet. Prutten i elevatoren giver os følelsen af at ville stikke af, men fordi vi er fanget i elevatoren, tager den klaustrofobiske oplevelse over, hvor vi føler os fanget i et stort ubehag. Hvis vi ikke var i elevatoren ville vi løbe skrigende væk.

Så de fem sanser er altså triggers der tænder nervesystemet som fører til en eller flere handlinger.

2. Intern trigger - Problemet med at være menneske

Efter den eksterne trigger starter der en intern trigger. Det vil sige hjernen (CNS) aktiverer, i mange tilfælde, en tanke, omkring den eksterne trigger. “Prutten stinker, ad!”. 

Grunden til vi kalder det en intern trigger, er fordi den interne trigger ikke er afhængig af den eksterne trigger. Vi kan godt starte et respons i nervesystemet kun med en tanke. Tanken omkring onsdagssneglen i Føtex kan i sig selv sætte alt muligt i gang i nervesystemet.

Det er den interne trigger der adskiller os fra andre dyr. Vi har nemlig den unikke evne til IKKE at være tilstede i nuet, fordi evolutionen har givet os en forbandet stor tænkehjerne, der kan forudse og tænke på alt muligt. Både vigtigt og ligegyldigt. Et dyr er kun tilstede i nuet, dvs. det spiser og parer sig. Antilopen løber ikke rundt og bekymrer sig om at blive spist af tigerne, den reagere når tigeren jager den. Og når tigeren stopper, stopper antilopen og spiser videre. 

Tanken om at skulle synge foran 100 mennesker, kan skabe et ekstremt overlevelsesrespons i det autonome nervesystem, hvor det nærmest føles som om, man allerede er der. I bund og grund totalt ubrugeligt, da det jo ud fra et rationelt synspunkt jo ikke er liv og død, men det tror nervesystemet, og derfor reagerer det. Vores interne triggers tænder altså nervesystemet ligesom med den eksterne trigger. 

3. Sikkerhed? - Overlevelse er ALTID første prioritet i alt adfærd

Vi må ikke glemme, at vi egentlig bare er dyr, udstyret med en ekstra stor hjerne, der giver os flere muligheder. Og som dyr er den største prioritet ALTID at overleve. Hvis der er en tiger, som hopper ud bagos fra en busk, så er det vigtigere end at parre sig med en passende mage. 

Det autonome nervesystem står for vurderingen af om noget er farligt eller ej. Hvis der ikke var et program i nervesystemet som tændte, når vi møder tigeren, ville vi ikke vurdere den som farlig. Disse programmer er dog ikke nødvendigvis super godt installeret. Nogens nervesystemer vurderer f.eks. At ALLE edderkopper er farlige uanset art, hvor og hvornår de møder den. Vi kan sikkert godt rationelt overbevise personen om, at en bestemt edderkop ikke er farlig, men det ændrer ikke på det overlevelsesrespons, der er programmeret ind i nervesystemet, som respons på den eksterne trigger, altså edderkoppen.

Det sympatiske nervesystem - Stress er INTET andet end aktivering af det sympatiske nervesystem

Ordet “stress” kender vi alle sammen. Men hvad er stress egentligt? Stress er faktisk blot en overaktivering af det sympatiske nervesystem. Så simpelt er det.

Det sympatiske nervesystem er den del af nervesystemet, der håndterer alle overlevelsesmekanismer. Ud over at holde hjertet i gang, bliver hele kroppen overtaget af det sympatiske respons, når vi skal overleve en udfordring. Det er det vi mærker, hvis vi er bange for f.eks. edderkopper eller højder. Hjertet slår hurtigere, vi begynder at svede, musklerne spændes og vores sanser og tanker fokuserer ind på truslen med tunnelsyn. Vi er klar til kampen for overlevelse. Fight, flight or freeze, kamp, flught eller frys.

Det sympatiske nervesystem er altid aktivt. Det holder aldrig pause. Der er aldrig tidspunkter, hvor det ikke er en fordel at overleve - selv ikke når vi sover. Spørgsmålet er mere hvor meget, har vi egentlig brug for at overleve. Edderkoppen var et ekstremt eksempel på en flugtadfærd, men der er triggers hele dagen, som tænder det sympatiske nervesystem. Fra chefen der prikker dig på skulderen til lyde i trafikken. Alt efter hvordan de enkelte eksterne triggers er programmeret i nervesystemet, reagerer vores nervesystem mere eller mindre. 

Mennesker med post traumatisk stress disorder (PTSD) har f.eks. typisk specifikke triggers som bestemte lyde, der sætter dem helt op i det røde felt. Mennesker med angst har et sympatisk nervesystem, der hele tiden er mere på dupperne for at finde trusler end andre mennesker.

Ift. til stress på arbejdet, så findes der f.eks. heller ikke arbejdspladser, som er mere eller mindre stressende. Der findes steder med flere eller færre triggers af det sympatiske nervesystem, hvor triggers afhænger af de enkelte mennesker, der er der. Mennesker med kronisk stress har mange triggers af det sympatiske nervesystem i deres hverdag, hvormed kroppen bliver nedbrudt, da det sympatiske respons kun er lavet til korttids overlevelse. Det er en fordel, når vi skal overleve en spontan trussel, som tigeren der springer frem fra busken, men en kæmpe ulempe, når vi har alt for mange af triggers, der holder aktiveringen høj i lange perioder af gangen. Kronisk stress er på mange måder en ineffektiv programmering af nervesystemet, som overreagerer på trusler, der reelt ikke findes.

Der findes heller ikke negativ stress. Stressrelaterede sygdomme er kun forbundet med, hvor meget det sympatiske nervesystem er aktivt. Og hvorvidt de triggers vores nervesystem er programmeret til at reagere på, reelt hjælper os med at overleve. Det er ikke nødvendigt for vores overlevelse, at det sympatiske nervesystem bliver tændt, når vi tænker på hvor mange opgaver vi har på arbejdet, eller at chefen er sur en dag. 

Det der adskiller os som mennesker er altså vores programmering af nervesystemet. Det ene menneske bliver i høj grad triggered af tanken (intern trigger) om mange opgaver, imens det ikke rør den anden, der bare laver en opgave af gangen uden at tænke længere frem.

Det parasympatiske NS - Hvorfor bliver vi afhængige af mad?

Førsteprioriteten for nervesystemet er altså at opnå sikkerhed. Sikkerhed er ligesom usikkerhed ikke rationelt. Sikkerhed er kun aktivering af det parasympatiske nervesystem. Så man kan tænke på menneskets primære behov som aktivering af det parasympatiske nervesystem. 

Balancen mellem det sympatiske og parasympatiske nervesystem, kører hele tiden, uanset om vi er vågne eller sover. En af de mest effektive mekanismer til at tænde det parasympatiske nervesystem er mad. Når vi spiser aktiverer vi vagus nerven, der får hjertet til at slå langsommere og øger fordøjelsen, i øvrigt samme nerver der bliver tændt, når vi trækker vejret nede i maven (med diafragma). Søvn, pauser, ferie er alle sammen strategier, der hjælper os med at tænde det parasympatiske nervesystem. Så kan der være typerne der har svært ved at give slip på arbejde på trods af de går på ferie, hvor de altså fjerner de eksterne triggers forbundet med arbejde, men vores interne triggers, altså tankerne trigger os stadigvæk. Man bliver altså afhængig af mad til at få sat nervesystemet i en tilstand af sikkerhed, hvis man ikke har andre muligheder for det.

4. Følelse - Pattedyrshjernen - “Jeg spiser på følelser”

Når mennesker taler om, at de spiser på følelser, er det netop fordi mad har fået den primære rolle til at aktivere det parasympatiske nervesystem, hvilket så tænder positive følelser og afslapning i kroppen. Hvis vi spiser noget der ikke smager godt, får vi ikke den positive følelse i kroppen. Derfor er der forskel på mad. For nogle tænder Mc Donalds gode følelser, for andre tænder det negative følelser, hvilket så styrer vores adfærd imod eller væk fra Mc Donalds.

Vi differentierer imellem fysisk, mental og psykisk sult. 

Fysisk sult handler om reel overlevelse. Kroppen har brug for mad og derfor bliver vi sultne.

Mental sult er der, hvor vi har overbevist os selv om, at vi er sultne og har lyst til mad. De interne triggers er så stærke, at de fører til handlingen i at spise, der på længere sigt bliver til adfærd, hvis vi har overbevist os selv nok gange. 

Psykisk sult bunder i manglende evne til at tænde det parasympatiske nervesystem på andre måder end mad. Så hvis vi har en hverdag fuld af triggers af det sympatiske nervesystem med meget lidt parasympatisk aktivering, så bliver kroppen desperat efter at komme i sikkerhed, hvilket så fører til sult.

Vi kan altså ændre på vores kost, øge vores træning, gøre alt hvad vi kan for at tabe os, men kroppens behov for sikkerhed er stadigt den samme. Vi har brug for at have behagelige, afslappende følelser, hvormed vi falder tilbage i den gamle adfærd, der jo virker.

5. Handlingen - Så hvorfor gør vi som vi gør?

En handling er altså et resultat af nervesystemets programmering. Man kan sige at handlingen er overfladen. Så hvis vi vil ændre handlingen, er vi nød til at gå ned til årsagen nemlig programmet i dybere nede i nervesystemet. 

Problemet med vægttab er at mange kun kigger på overfladen, dvs. handlingerne. Spis mindre og forbrænd flere kalorier. De fleste mennesker ved udmærket godt hvordan de skal tabe sig, men det er stadig svært, og for nogle kan det virke helt umuligt. Grunden til det føles sådan, er fordi de ikke arbejder med nervesystemet, hvor nøglen til ægte forandring findes.

Deres nervesystemet er simpelthen ikke programmeret til den nye adfærd, hvormed de falder tilbage i den gamle og sikre adfærd. Ikke af lyst men som et grundlæggende behov for at få deres nervesystem tilbage i sikkerhed.

6. Adfærd - Nøglen til det varige vægttab

Vægttab bliver også for mange forbundet med motivation. De føler, de har brug for et ekstra skub bag i, før de kan tabe sig. I de rette omstændigheder kan mennesker blive motiveret til det meste. De har det godt i en periode, de får støtte, og så kan de tabe sig enorme mængder af kilo. Det er f.eks. det alle de fantastiske TV-programmer handler om. 

Problemet er at selve præmissen i programmeret er at deltagerne skal motiveres til forandring. Det betyder så, at hvis de undervejs ikke finder den indre motivation, og får opbygget vaner der holder uanset hvad, ja så falder de tilbage i den gamle og sikre adfærd.

Så hvordan ændrer vi adfærd varigt?

I vores personlige forløb arbejder vi med alle delene af nervesystemet på mange forskellige måder:

• De 3 grundpiller til varigt vægttab: Mindset, vaner og triggers, hvilket er en struktureret tilgang til at arbejde med det hele menneske i forbindelse med mad, vægttab og håndtering af det fedmefremmende samfund
• Mentaltræning og vægttab, hvor den indre stemme (intern trigger) og vores tanker styrer vores adfærd (og hvordan vi ændre det)
• NSP træning hvor NSP står for NerveSystemsProgrammering, hvilket er en proces, der arbejder med at omprogrammere specielt eksterne triggers vi har i vores liv, der ikke hjælper os og måske direkte arbejder imod forandringerne, vi vil skabe. Det er bl.a. her vi lærer at aktivere det parasympatiske nervesystem på andre måder end ved hjælp af mad.
• Vanecoaching, stresshåndtering og arbejdet med svære følelser

Du kan læse mere om forløbet her.