Hvad nu hvis de mål du har som menneske, fører dig længere og længere væk fra den, du i virkeligheden er? De ting der i virkeligheden gør dig lykkelig?

Hvad nu hvis samfundets ideer om rigtigt og forkert, er så dybt programmerede ind i dit nervesystem, at du ikke kan finde ud af, hvad DU synes er rigtigt og forkert? Du tror, du ved det, men gør det måske ikke?

Du er overbevist om, at du gerne vil tabe dig, men vil du virkelig?

Betyder det at tabe sig, at du skal give slip på alt det du elsker, og gøre ting du hader?

Har du prøvet at tabe dig mange gange før? 

Fylder vægttab meget inde i dig? 

Fylder mad, kalorier, træning, udseende enormt meget i din hverdag?

I så fald er jeg bange for, at de mål du har valgt, ikke har gjort andet end at føre dig længere og længere væk fra dit autentiske jeg. Det er det, der er kurmentaliteten. Et sind der er programmeret til at opnå ting, der i bund og grund ikke gør os lykkeligere.

Den varige vægttabsrejse handler om at finde derhen. Hen til dit autentiske jeg. Der hvor dit genetiske potentiale kan få fuld kraft fremad. Der hvor dine drømme og håb for fremtiden ikke er svære at opnå, men mere eller mindre bare sker, fordi du er det menneske, du i bund og grund er født til at være.

Så...

Når du har de samme mål, uden at opnå dem, er der noget galt…

Når du opnår mål, og de ikke gør dig lykkeligere, er der også noget galt…

Når du opnår mål, men ser dig selv gang på gang, finde tilbage til start igen, så er der noget galt…

Men! 

Hvad er der galt?

Tanker er nervesignaler der styrer vores adfærd

Menneskets adfærd er fundamentalt styret af vores nervesystem. En del af nervesystemet er vores hjerne, og man kalder hjernen sammen med rygsøjlen det centrale nervesystem. Hjernen indeholder ca. 100 milliarder nerveceller. Når disse nerveceller aktiverer, oplever vi som menneske en tanke, f.eks. at vægttab vil være en god ide. Det er en tanke, der nu også kunne blive til et mål. Dit mål bliver altså skabt som konsekvens af, at der er en masse signaler i nervecellerne i hjernen, som aktiverer.

Op igennem livet lærer vi så forskellige tanker. Vi lærer vores nervesystem at aktivere i forskellige situationer. Situationerne kalder vi triggers. Lad os sige det regner udenfor, så er regnen en trigger af vores syn og måske hørelse, hvilket er styret af nervesignaler i det sensoriske nervesystem. Det vil sige det system, der styrer alle vores sanser. Nu bliver dette signal sendt ind til det centrale nervesystem, altså hjernen. 

Mange menneskers centrale nervesystem er blevet programmeret til automatisk at dømme disse indtryk, vi oplever. Det kunne være at jeg har lært, at “jeg hader regn”. Så når sanseindtrykket af regnen bliver sendt ind i mit nervesystem, sker der automatisk en aktivering af de nerveceller i hjernen, der giver tanken “jeg hader regn”. Nu begynder vi som mennesker altså at skabe vores virkelighed af hvad vi kan lide og ikke lide. Så når vi møder givne sanseindtryk, så aktiverer vores hjerne, der så dømmer disse indtryk. Det kunne være det samme med salat eller agurker. Når vi smager dem, er der et automatisk signal i systemet, der enten dømmer smagen som god eller dårlig.

Den dømmende følestemme

Disse dømmende tanker, kalder vi lige nu den dømmende stemme. Jeg kunne også finde på at kalde den følestemmen. Tanker der bliver trigget af de følelser bestemte sanseindtryk skaber i vores nervesystem. Mange mennesker oplever kun virkeligheden igennem denne følestemme. Hvilket betyder at de konstant vurderer, hvad de kan lide og ikke lide. “Jeg elsker solens varme”, “jeg hader kulde”, “jeg kan ikke lide at få kritik”, “jeg elsker hunde og hader katte”. Disse tanker og ideer om os selv og hvem vi er, skaber vores selvfortælling. Det er den måde, vi beskriver os selv på.

Så hvis jeg bad dig om at fortælle om dig selv, så ville dine ideer om rigtigt og forkert, hvad du kan lide og ikke lide, hvad der er vigtigt og ikke vigtigt for dig, være måder, du beskrev dig selv på.

Når vi så sætter et mål, som f.eks. vægttab, så er det jo et mål, der giver mening, fordi vi er dem vi er. De ideer og drømme vi har er skabt igennem et langt liv, hvor det at tabe sig bliver vigtigt, og derfor et mål vi vælger. Udfordringen er bare, at dette mål i bund og grund bare er nervesignaler i hjernen, du har lært at tænde. Typisk i sammenspil med dine omgivelser, hvor du har lært at vurdere, hvad der f.eks. er smukt og ikke smukt. 

Din dømmende stemme, der er styret af sanseindtryk i vores omgivelser, styrer altså vores mål og håb for fremtiden.

Lad os sige du giver den dømmende følestemme magt, og rent faktisk vælger vægttab som mål. Nu står du så og skal til at tage en masse handlinger. Handlinger der fører til at du taber dig… Men problemet er, at du ikke kan lide de handlinger. Hvis du helt naturligt elskede at spise salat mere end noget andet, så ville du simpelthen ikke have et problem med overvægt. Så simpelt er det. Det er næsten umuligt at spise så mange kalorier igennem salat, at du rent faktisk overskrider dine basale metabolske rate, det vil sige de kalorier, der skal til for at holde din vægt lige nu. 

Ergo kræver et varigt vægttab, at du omprogrammerer dit nervesystem til at kunne lide nogle ting, du ikke kan lide lige nu.

Dette er et markant anderledes mål end at ville tabe sig. Processen og de små skridt derhen, er totalt anderledes end at gå på kur, købe kostplaner, og hyre personlige trænere til at piske motivation ind i os.

Dit første skridt på den varige vægttabsrejse

Lad mig give dig et lille skridt, ned af nervesystemsprogrammerings vejen, der handler om at lære at elske. Ikke nødvendigvis mad. Men de ting der medfører vi spiser, som vi gør. At lære at elske tomater er ikke nødvendigvis vejen. Det handler langt mere om at forstå hvordan vi i hverdagen konstant dømmer og værdisætter ting, som skaber vores virkelighed. Hvis vi længe nok har overbevist os om at Mc.D mad er det, der giver ro og sikkerhed og det kan vi godt lide, ja så er det også vores virkelighed. Og når vi ved der er mange kalorier i, så betyder et vægttab, at vi skal fjerne det vi elsker, hvilket er hårdt og svært. 

Hvor mange har lyst til at undvære ting de elsker, og tilvælge ting de hader???

Og nu taler vi ikke nødvendigvis om mad. Men, når vi spiser aktiverer Vagus nerven. Vagus nerven er en af de vigtigste nerver i det parasympatiske nervesystem, fordi den får hjertet til at slå langsommere og øger fordøjelsen. Mad skaber altså et respons i nervesystemet, som giver os sikkerhed og ro i nuet, det vil sige aktiverer det parasympatiske nervesystem.

Derfor bliver mange mennesker afhængige af mad til at skabe dette respons. Så uanset hvor meget de gerne vil tabe sig, så vil deres adfærd forbundet med at spise det, der giver dem sikkerhed, altid være nemmest. De går derhen, hvor de naturligt godt kan lide at være, uanset hvilke mål de har. De opnår “sikkerhed” ved at spise.

Jo mere de så prøver at opnå mål, som ikke er deres egne, men nogen der er skabt som reaktion på samfundets værdier, vores omgivelser, skolen, familien, der alle har hjulpet os med at installere nervesignalerne i hjernen forbundet med tanker om at tabe sig. Jo mere vi følger den vej, jo længere væk kommer vi fra vores eget autentiske jeg. 

Hvormed vi skaber en virkelighed, hvor det i praksis er meget svært at tabe sig varigt. Fordi alt det, det kræver, er i bund grund ting, der skaber ubehag og vi ikke kan lide. Samtidigt med, at maden tilfredsstiller et behov, forbundet med, at vi har programmeret vores nervesystem hele livet til at få opfyldt det behov med mad.

Øvelse: Giv slip på din følestemme 

Denne øvelse er simpel.

Den er ikke svær. 

Den er ikke kompleks.

Men den kan sagtens blive starten på din varige vægttabsrejse.

Find et sanseindtryk du IKKE kan lide.

Lyden fra håndværkere der borer huller.

Smagen fra tomater.

Synet af mennesker nede i supermarkedet.

Duften af osen fra biler.

Følelsen af at røre dig selv eller blive berørt af andre.

Prøv nu at opsøge det sanseindtryk, lyt til håndværkerne, smag tomaten, gå ned i supermarkedet, ud i trafikken, rør ved dig selv, eller spørg en, om de vil røre ved dig (kunne være en massage). Du tilvælger altså nu dit ubehag. Du går derhen, hvor du naturligt ville undgå.

Når du gør det, så læg mærke ti,l hvad du siger til dig selv. Hvad du ikke kan lide ved sanseindtrykket? Hvordan lyder din indre stemme? Prøv nu stille og roligt at give slip på den stemme. Prøv “bare” at lytte, smage, se, dufte eller føle uden at dømme det indtryk. 

I stedet kan du beskrive indtrykket for dig selv. Hvordan er lyden, høj, lav? Hvad smager tomaten af, sur, sød, bitter? Hvilke farver er der, og hvor mange mennesker er der i supermarkedet? Hvad dufter bilerne af? Hvad sker der inde i dig, når du bliver berørt?

Nu lærer du at genkende din følestemme og slukke den igen.

Nu begynder din virkelighed at ændre sig.

De ting du normalt måske vurderer som gode og dårlige, får lige pludseligt rum til at forandre sig. Ikke fordi du tvinger dig til at ændre adfærd, men KUN fordi du ikke oplever dine sanseindtryk igennem signalerne i hjernen, du oplever som følestemmen.

Dit nye mål (+ det lille skridt til at komme derhen) i stedet for “at tabe mig x kg. på y uger”:

“Jeg vil lære at elske nye ting” 

“Jeg vil lære at give slip på følestemmen og omprogrammere mit nervesystem til et varigt vægttab”

Måden jeg kommer derhen er igennem øvelsen:

“Giv slip på følehjernen”