Dette blogindlæg er en beskrivelse fra vores klient Anne-Louise om, hvordan hun lærte at elske træning. At lære at elske noget er en helt anden proces end at tage sig sammen. I Mere End Vægttab lærer vi mennesker at elske det, de gør, så det føles let og nærmest bliver gjort af sig selv. Ikke med viljestyrke, men af lyst. Hvordan kommer man derhen?

I dette indlæg beskriver Anne-Louise, hvordan hun gjorde ifm. med at lære at elske træning. Undervejs giver jeg også mine inputs til, hvorfor de forskellige trin er vigtige og understreger de mest essentielle pointer. Du vil se vigtigheden af interne mål, og lære hvordan vi tænker over hele tilgangen til træningscentret og hver enkelt øvelse.

Udfordringer vi arbejder med:

• Lære at skille sig ud og være sig selv
• Lære at håndtere og arbejde med svære vilkår
• Lære at arbejde med, hvordan man håndterer og går ind i konflikter med andre mennesker
• Lære at arbejde med nervesystemet under pres og hvordan man omprogrammerer det i praksis

En af mine første dage i min sommerferie, havde jeg coaching med Aske. Jeg havde i lang tid ikke rigtig trænet i mit fitnesscenter, så jeg tænkte, at ferien måtte være det perfekte tidspunkt at få indført en ny vane, nemlig at komme i gang med at træne. 

Næ, nej, sagde Aske. Man starter ikke på nye vaner i en ferie. Der er jo ikke de samme betingelser i en ferie som i hverdagen. Okay, det har han jo ret i. Men hvad så? Træne skulle jeg i hvert fald. 

Snakken fortsatte, og vi kom ind på, hvordan jeg havde det med træning. Jeg måtte jo indrømme, at det var lidt svært i en travl hverdagsuge at komme afsted, og at jeg var ret afhængig af, at min træningspartner kom med, ellers kom jeg ikke afsted. Enten var der lige noget andet, jeg prioriterede højere (end mig selv), eller også var jeg for træt. Jeg nævnte også, at jeg jo godt vidste, at jeg havde det knaldhamrende godt efter træning, når jeg indimellem kom afsted. (Aske: Et varigt vægttab er uafhængigt af andre mennesker, så hvis man skal have aftaler for at komme ned og træne, holder det ikke i længden. Varigt vægttab er heller ikke styret af følelsen efter træning, men følelsen undervejs, så målet er at arbejde med hvad der sker i selve træningen og ikke hvad der kommer bagefter)

I stedet for at indføre en ny vane fik jeg en opgave. Jeg skulle lære at elske træningen, når jeg er i træningscentret, og lære at være i de vilkår, der er i centret (mennesker, lugte, forhold osv). (Aske: Lære at arbejde med vilkår som triggers, i stedet for forhindringer til at gøre det, jeg ved er rigtigt.)

Det der trigger mig allermest i et center, er: Mennesker... hovsa, og ja, de er der jo. Det er et vilkår, jeg ikke kan ændre på. Derfor må jeg i nogle tilfælde bruge mine vejrtrækninger, og i andre tilfælde ændre mig selv. (Aske: Træning af NSP-redskaber er vigtigere end styrketræning og alle andre grunde til at gå ned i centret, fordi vi kun arbejder på at lære at elske...)

Et godt eksempel på det er, at jeg en af dagene mødte op i centret om eftermiddagen, og da jeg trådte ind, stod der mindst 25 unge drenge i alderen 16-18 år, og der lugtede mildt sagt ikke godt. Det skal siges, at det er et mindre center i en mindre by, og det eneste, der er ud over Loop. Det første, jeg tænkte, var: "Fuck det her magter jeg ikke." Men jeg stoppede op, tog 5 dybe vejrtrækninger og gik ud i omklædningsrummet. 

De unge drenge forsvandt lidt efter lidt (og lugten vænnede jeg mig til) (Aske: Lugt er en mulighed for NSP-træning og omprogrammering, så den ikke står i vejen), og jeg fortsatte med mine vejrtrækninger og fortalte min indre stemme, at det er jo bare unge drenge, der træner, og hvor er det dejligt, at de gør det. (Aske: Bevidst træning af den indre neutrale stemme er en del af omprogrammeringen af nervesystemet). 

Jeg fik trænet, og det gik jo godt, og jeg fik lavet alle mine planlagte øvelser, uden at min tålmodighed kom på prøve. (Aske: Anne-Louise har haft som internt mål at arbejde med sin tålmodighed, og oplever nu, hvordan den har ændret sig). Og det trigger mig ikke mere, at de unge mennesker er der, når jeg kommer efter arbejde og skal træne, selvom de er højrøstede, fylder, og er lige ved siden af mig.

Noget andet, der triggede mig, var når en person på et udstyr bruger det i 100 år, fordi de i deres pauser sidder med deres mobiler og glemmer alt om tid og sted. Jeg føler jo, at det går ud over min træning, at jeg ikke kan komme til, min tid og min tålmodighed. 

Her har Aske vejledt mig på flere måder:

Find et alternativ til samme øvelse. Tjek. (Aske: Kunsten i en verden med svære vilkår, er at flyde med og altid finde en vej. Jeg bruger ofte billedet af vand som et symbol på træningen og hvad målet er. Hvis jeg ikke flyder med i et center, så styrer mine vilkår mit humør, i stedet for jeg selv er i kontrol.) 

Eller gå hen til personen, mens han/hun holder pause, og i stedet for demonstrativt bare at stille sig ved siden af, som jeg gjorde, så spørg om de er færdige. Hvis de ikke er, så bed dem om at komme og prikke en på skulderen, når de er færdige. (Aske: Arbejde med ubehaget forbundet med konflikter er meget vigtigt i et varigt vægttab, da det influerer på alle dele af tilværelsen). 

Benyt selv en anden øvelse imens. Tjek. Det virker, for pludselig finder de ud af, at der er andre, der gerne vil bruge udstyret, og wupti, så er de sørme færdige. (Aske: Mennesker har svært ved at forstå, hvordan andre har det. De fleste bevæger sig kun i deres egne virkelighed, hvormed de ikke handler for at irritere, men fordi de nu engang er, som de er. De har en anden rygsæk end du har.) Her ændrede jeg på mig selv.

Disse ting er eksempler på, at jeg ikke længere bliver trigget, og dermed kan nyde at være i centret, i stedet for at gå og være irriteret, stresse ved hele tiden at være obs på, om det udstyr, jeg gerne vil bruge næste gang, er ledigt. 

Men det kan jo stadig være hårdt at træne. Jeg har trænet at bruge mine dybe vejrtrækninger under øvelsen og i min restitution mellem øvelserne. (Aske: Restitution er ofte vigtigere i starten, når du skal lære at elske træning, fordi det er der, hvor tankerne ofte stikker af. Derfor skal de fokuseres imod noget, der gavner, og giver sikkerhed i nervesystemet, i stedet for at brokke sig over, at noget er hårdt. Derfor fremragende sted at træne åndedrættet.) 

Og ja, det kan høres, og hvad så? De andre, der træner, gør det jo heller ikke ligefrem lydløst. Det er okay, og det gør virkelig, at man bliver ét med øvelsen på en god måde. (Aske: At lære at stå ved sig selv og være anderledes er vigtigt, fordi det er det, der gør, at du i sidste ende føler, at du kommer tættere på dig selv og lever, som du har potentiale til.) 

Mellem øvelserne bruger jeg mine vejrtrækninger, og jeg observerer. Der er en, der går på gåbåndet, der kom en mere ind af døren, der var en, der ikke spritter af... bare observere, ikke andet. Og sommetider smiler jeg helt automatisk. (Aske: At lære at observere vores vilkår og triggers uden at have holdninger til dem, da vi jo ikke kan ændre på dem, er en vigtig træning for at lære at give slip på svære vilkår som en kontrollerende faktor i et vægttab.)

Jeg fik trænet 12 gange i løbet af min sommerferie (alene uden min træningspartner). Jeg har ingen diskussioner med min indre stemme mere om, jeg skal til træning eller ej, for selvfølgelig skal jeg det, og jeg elsker det.